Kristusbrevene

 

Kristusbrev 3

s. 15-20

 

dikteret år 2000

overs. 2019

 

 

Side 15

Pludselig blev min vrede vakt.

Her samledes folk omkring omkring mig, i et oprigtigt ønske om at høre LIVETS ord, som jeg snart ikke ville være i stand til at tale til dem, og der var pengeudlånerne, der ernærede sig ved at sælge dyr til at ofre og som overhovedet ikke gavnede nogen mennesker.

Disse mænd førte blot mennesker ud i gæld og elendighed. Jeg følte blodet stige mig til hovedet, og jeg væltede bordene så at deres penge spredtes og jeg drev ågerkarlene ud af Templet.

Nu var der et stor postyr af råben og skrigen.

Nogle mennesker havde travlt med at samle pengene op.

Pengeudlånerne nedkaldte forbandelser over mit hoved, fordømte mig som ond, som en der gjorde Belzebubs og tusind andre djævles arbejde.

Præsterne og Farisæerne og alle de mennesker, der satte stor pris på ofrene i templet, kom løbende for at finde ud af hvad årsagen var til denne larm og uro.

Da de hørte pengeudlånernes forklaring, blev de så oprørte over mine handlinger, at de råbte højlydte forbandelser og fordømmelser af mig og jamrede højt for at imponere Præsterne.

Alle ytrede mere højrøstede protester end sidemanden for at demonstrere deres forfærdelse over, hvad jeg havde gjort.

Sådan noget var aldrig set i Templet før.

Selv de, der tidligere havde lyttet til mig var nu urolige over min egenrådighed og spekulerede på, hvad slags menneske jeg måtte være.

De stod tæt sammen og iagttog forløbet, da de blev bemærket af præsterne og farisæerne, der nærmede sig dem og overbeviste dem om, at jeg forsøgte at ødelægge alt, hvad de havde troet på, prædikede en falsk "Gud" helt ulig noget, de nogensinde havde hørt om i deres Synagoger.

Præsterne videregav deres egen oprørte vrede til folk og overbeviste dem om, at min synd også ville forurene dem, hvis de blev ved med at lytte til mit vanvid.

Efterhånden blev folk overbevist om, jeg havde en ond indflydelse og burde fjernes, før jeg kunne forstyrre freden i landet og nedbringe den Romerske Guvernørs vrede over hele Palæstina.

Mine disciple, der skammede sig over, hvad jeg havde gjort, forlod stille og roligt scenen og gemte sig i stræderne et stykke fra Templet.

Da de senere vendte tilbage til mig, viste de tydeligt, at de var hårdt prøvet af mine handlinger.

De spekulerede på, om jeg var gået fra forstanden, blevet vanvittig, profeterede min egen død og derefter gjorde netop de ting, som sandsynligvis ville blive årsag til det.

Det var på det tidspunkt, at Judas, som aldrig helt havde afkastet sin jødiske tro, begyndte at tvivle på, om jeg virkelig var Messias.

Tre år, havde jeg undervist folk og der var ingen formindskelse af det romerske herredømme.

Tre år og folk var ikke nået nærmere den lykke, jeg havde lovet dem.

Og nu så det ud til, at jeg var ved at blive en fredsforstyrrer – og derved nedbragte Roms vrede over deres hoveder.

Han hørte, at den jødiske ypperstepræst ønskede at slippe af med mig og så tilbød han sine tjenester ved at identificere min person, når det påkrævedes.

Da det var tiden for mig at spise påskelammet med mine disciple, arrangerede jeg det således, at vi alle skulle spise sammen i en større spisestue.

Jeg vidste, det ville være sidste gang, jeg skulle spise mad på jorden.

Jeg ønsker ikke i dybden, at vende tilbage til den nats bevidsthed.

 

 

Side 16

 

Jeg følte en dyb sorg over at forlade mine disciple, som havde tjent mig så godt.

Med min sorg vendte al min frygt og indre konflikter tilbage.

Jeg havde øjeblikke af dyb følelsesmæssig selvmedlidenhed. Jeg følte, at ingen forstod alt det, jeg havde forsøgt at gøre for mit folk og det offer, jeg var parat til at gøre for dem.

Johannes gav en levende beretning over fortællingen om israelitternes sidste nat i Egypten, før de flygtede ud i ørkenen.

Han talte om Moses' instrukser til overhovedet for hver familie om at dræbe et fejlfrit lam, og koge det på en bestemt måde og male dets blod på dørstolperne på alle israelitiske boliger, fordi denne nat, ville engle komme og nedslagte alle egypternes førstefødte børn og deres husdyrhold.

Med stor nydelse, mindedes han egypternes ramaskrig, da de vågnede for at finde den blodig førstefødte i hvert hjem. Ingen blev skånet.

Det var den slags forfærdelige historier, jeg afviste at have nogen værdi for nogen, der søger en højere åndelig sandhed.

Jeg spekulerede på, hvor meget mine disciple virkelig havde forstået, da jeg talte om deres "Himmelske Fader" og Hans kærlighed til hele menneskeheden.

Hvordan kunne de nyde tanken om "engle" der dræbte de egyptiske førstefødte, når jeg klart havde fortalt dem, at "Gud", "Faderen" var Kærlighed?

Men jøderne havde altid været optaget af at udgyde blod for at sone deres synder.

Selv Abraham, grundlæggeren af den israelitiske nation, var blevet overbevist om, at han skulle tage sin eneste søn ud i ørkenen og dræbe og tilbyde ham som et offer til Gud. En hedensk og oprørende tanke!

Jeg tænkte på dyreofringerne i templet.

Da jeg elskede alle skabelsens vilde dyr, var denne praksis en vederstyggelighed for mig.

Og nu var jeg ved at blive slået ihjel, fordi jeg havde vovet at tale sandhedens ord.

Og da jeg tænkte over, hvor lidt jeg havde opnået ved at give min viden videre, spekulerede jeg på, hvorfor jeg var blevet udsendt på sådan en mission!

Jeg fik et pludseligt anfald af forbitrelse og vrede iblandet mine sædvanlige følelser af kærlighed til disse mænd.

Med en vis kynisme, spekulerede jeg på, hvilket effektivt symbol, som erindring om mig, jeg kunne efterlade dem, for at bringe alle mine belæringer tilbage til deres sind, når jeg ikke længere var blandt dem.

Hvis de så hurtigt kunne glemme al mine lære om "Faderens Kærlighed” og nyde den forfærdelige historie om påsken (udvandringen), mens jeg stadig var i stue med dem - hvor meget ville de huske, når jeg var død som en "forbryder" på korset, den mest foragtelige død?

Så kom det til mig, at da de var så bevægede over "udgydelsen af blod", ville jeg give dem blod til at huske mig med!

Med disse ironiske overvejelser, tog jeg et brød og brød det gav det videre til mine disciple og bad dem om at spise det.

Jeg sammenlignede det brudte brød med min krops fremtidige sønderbrudthed og bad dem gentage denne "brydelse og uddeling af brødet” og som et middel til at huske ofringen af min krop for at bringe dem SANDHEDEN - Sandheden om Gud og Sandheden om livet, Sandheden om Kærligheden.

Da de indså, at jeg var i en mærkelig stemning, holdt de op med at spise, lyttede, tog brødet og spiste det i stilhed.

Dernæst tog jeg mit bæger vin og sendte det rundt, mens jeg sagde, at de hver skulle drikke af det, for det var et symbol på mit blod, som om kort tid ville blive udgydt, fordi jeg havde vovet at bringe dem Sandheden om Tilværelsen.

 

Side 17

 

Jeg indså, at skarpheden i min stemme havde nået nogle af dem.

Afdæmpet, tog hver enkelt en slurk og gav derefter bægeret videre til den ved siden af sig. Men stadig, sagde de intet. De fornemmede jeg var alvorlig og ikke ville tolerere flere diskussioner.

Så fortalte jeg dem, at en bestemt blandt dem ville forråde mig.

(Selv, forstod jeg hans motiver og vidste, at han var en nødvendig del af de kommende begivenheder. Han spillede blot en rolle, som hans natur havde budt ham at gøre. Jeg vidste, at han ville lide meget, og jeg følte medlidenhed med ham. Men disse tanker holdt jeg for mig selv.)

Da jeg nævnte, at en af dem ville forråde mig og sagde til Judas om at forlade os og hurtigt gøre, hvad han havde at gøre, vågnede disciplene op og spekulerede på, om dette virkelig var deres sidste måltid med mig.

Nu var der en stor følelsesmæssig bekymring, spørgsmål, selv beskyldninger om at have ført dem ind i sådan en fælde. Igen, spekulerede de på, hvad de skulle gøre med deres liv, efter at jeg havde forladt dem.

De spurgte, hvad deres stilling ville være i samfundet, hvis jeg blev korsfæstet. De ville blive hånet, hævdede de. Ingen ville nogensinde igen tro et ord af, hvad de sagde.

Dybt bedrøvet over deres egocentrerede svar på min knibe, forsikrede jeg dem, at de ikke havde nogen grund til at frygte for deres egen sikkerhed.

De ville forlade mig og ville ikke blive sat i forbindelse med min korsfæstelse.

Jeg foreslog, at de efter min død, skulle sprede sig og vende tilbage til Galilæa.

Dette rørte Peter dybt og han benægtede, at han nogensinde ville forlade mig - men det gjorde han selvfølgelig.

Al den kærlighed, som jeg havde følt for mine medmennesker, alt hvad jeg havde længtes efter at udrette for dem blev mødt fuldstændig uden forståelse, endda modstand.

Deres eneste bekymring var, hvad der ville ske med dem selv.

Der var ingen venligege ord, der var ingen, der tilbød at hjælpe, eller havde medlidenhed med mine fremtidige prøvelser.

Hvor hårdt var ikke det menneskelige hjerte, tænkte jeg.

Hvor mange trættende århundreder ville der ikke gå, før menneskeheden ville kunne begynde at se ud over deres egen pine og smerte og føle det mindste glimt af kærlighed og medfølelse for andre ulykkelige, der var i en værre situation end dem selv?

Og så - selv dybt skuffet – endda såret – over deres egoistiske reaktioner, forstod jeg også dem og forsøgte at give min disciple mod til at møde fremtiden og forsikrede dem om, at jeg altid ville være med dem, selv når jeg var skjult for dem.

Det arbejde jeg var begyndt på ville blive fremmet fra livet på den anden side. Jeg ville ikke lade dem være ene.

De ville vide og føle min tilstedeværelse, og det ville være en trøst for dem.

Jeg fortalte dem, at de skulle holde fast ved minderne fra min tid sammen med dem.

Jeg advarede om, at der ville være mange, der ville fortsætte i den viden, jeg havde givet dem, men der ville være udenforstående, der ville forsøge at tilføje traditionens stemme og tanker til min undervisning.

Mine ord ville blive så fordrejede, at de i sidste ende ikke længere afslørede den oprindelige sandhed, jeg havde bragt verden.

Da jeg fortalte dem, at dette ville ske, blev de chokerede - endda panikslagne.

Jeg var lettet over at se at min undervisning alligevel ikke havde været forgæves - jeg havde ikke helt talt for døve øren.

De bad mig om at fortælle dem mere - men jeg løftede afværgende hænderne og sagde, at det var alt, hvad jeg kunne sige.

 

Side 18

På dette tidspunkt følte jeg, at jeg havde sagt alt, hvad jeg nogensinde ville sige, mens jeg var på jorden, at min talen til menneskene var fuldført.

Hvad jeg dybt ønskede, var at trække mig tilbage i stilhed og finde fred og trøst i min kontakt med "Faderen".

Vi forlod nadverstuen og gik til Oliebjerget, men mine disciples stemning var af en indre konflikt, frygt og tvivl.

De fleste af dem forlod mig for at slutte sig til deres familier og venner, som endnu fejrede deres egen påske.

I haven var der en særlig kampesten, formet som en lille grotte.

Jeg kunne godt lide at søge ly for vinden i den.

Og således sad jeg og mediterede og bad, for at søge en vej ind i den ophøjede harmoni jeg tidligere havdenydt.

Jeg vidste, at når jeg bevægede mig ind i harmoni med "Fader-Kærligheden”, ville min frygt opløses og jeg ville være i en tilstand af total og absolut fredelig fortrøstning igen.

Da jeg følte kærlighedskraften strømme ind i mig og bemægtige sig min menneskelige bevidsthed, fyldtes mit hjerte også med styrke til at udholde, hvad der lå forude.

Jeg ville være i stand til at forblive i Kærligheden og give Kærlighed til andre til den bitre ende.

Og sådan blev det.

Jeg vil ikke engang forsøge at genindtræde i rettergangens og korsfæstelsens tilstand. Det er uden betydning.

Da jeg endelig døde på korset og min ånd trak sig ud af mit torturerede legeme, blev jeg løftet ind i et uudsigeligt og strålende LYS.

Jeg blev omgivet af KÆRLIGHEDENS varme og velvære, som jeg aldrig før havde oplevet.

Jeg havde en følelse af at være indhyldet i lovprisning, en kraftfuld forsikring om veludført arbejde, af en ekstase af universel styrke til at fortsætte arbejdet og glæde og henrykkelse, som er højt hævet over noget, den jordiske tilstand nogensinde kan erkende.

Jeg bevægede mig ind i en ny og forunderlig smuk livstilstand men jeg steg stadig ned i bevidsthed for at forblive i kontakt med de mennesker, jeg havde ladt tilbage.

Jeg var i stand til at vise mig for dem, der var tilstrækkeligt følsomme til at kunne se mig.

Men historien om Thomas, der formodedes at røre mine sår er noget vrøvl.

Mine disciple vidste ikke, at jeg hemmeligt havde arrangeret med Josef af Arimatæa at føre mit legeme til hans egen ubrugte grav efter min død, hvor han ville salve det efter sædvane før solen gik ned.

Ved mørkets frembrud mens sabbatten fejredes af alle i Jerusalem, skulle han, bistået af to beredne troværdige tjenere, tage mit legeme hemmeligt ud i løbet af natten og bringe det ad sideveje i løbet af dagen til en bjergside uden for Nazaret, i Galilæa.

Yderligere, ville han, hvis han fulgte mine anvisninger, bistået af min familie, finde en lille skjult grotte, som havde givet mig ly i storme og et tilflugtssted fra mennesker, da jeg var ung, ulykkelig og oprørsk, og på kant med verden.

Josef lovede at finde hulen fra et kort, jeg havde givet ham og efterlade mig der efter yderligere balsamering.

Han ville bygge den lille indgang op for grundigt at blokere den for ubudne gæster. Der, har min krop hvilet siden, fri for overlast.

Det er blevet sagt om mig, at "min krop opstod fra de døde".

Hvilken absurditet fremtryllet af jordiske sind, der var ude af stand til at kunne forklare min død som en forbryder på et kors!

Hvilket behov ville jeg have for en jordisk krop til at fortsætte eksistensen i den næste dimension?

Hvordan kunne sådan en latterlig myte fortsætte selv ind i det 21. århundrede?

Det har været et mål på den manglende forståelse af ”kristne”, at de blindt har accepteret sådan et dogme op til denne tid.

 

Side 19

 

Tænk grundigt over dette.

Efter at være blevet løsladt fra et jordisk legeme, og efter min erfaring med ekstase og strålende henrykkelse, idet jeg gik ind i en højere dimension af universel bevidsthed, hvorfor skulle jeg da ønske at vende tilbage til den jordiske dimension for at gå ind i min krop igen?

Til hvilken nytte ville det være for mig i jeres verden eller i min?

 

Mens den ”fysisk substans" af min krop kunne åndeliggøres når den blev perfekt afstemt til ”Fader Kærlighedsbevidstheden", mens jeg stadig levede på jorden, ville min krop så ikke være en hindring for mine efterfølgende rejser inden for de højeste Åndelige Riger?

Synlige ting er blot en manifestation af bestemte frekvenser af vibrationer i bevidstheden som producerer en ”EN FLIMREN AF STØV ELLER PARTIKLER”, der giver indtryk af at være fast ”materie”.

Enhver synlig substans har sin egen unikke svingningsfrekvens.

En ændring i hastigheden af frekvensen frembringer en ændring i ”materiens" fremtræden. Som bevidsthedsenergierne ændres, således ændres også materiens fremtræden.

Derfor var det muligt for mig at fokusere og sænke mine bevidsthedsfrekvenser til det punkt, hvor min skikkelse blev synlig for det menneskelige øje.

Jeg kunne vende tilbage til mine disciple, og blive set af dem. Og det gjorde jeg.

Jeg elskede dem mere end nogensinde, og skyldte dem så megen trøst og støtte, som jeg var i stand til at give dem efter min død. Ikke bare det.

Det var nødvendigt at lede min egen kraft ind i deres sind for at give dem den fremdrift og modet til at fortsætte det arbejde, jeg havde påbegyndt.

Men jeg vil have, at I skal vide, at den ”individualiserede bevidsthed", som var steget i svingnings-frekvenser til de absolutte portaler til den Universelle Skaber-Dimension bliver INDIVIDUALISERET LYS , en Individualiseret BEVIDSTHED, som ikke behøver nogen krop for at udtrykke og nyde alt, hvad den STRÅLENDE BEVIDSTHED kan udtænke i de højeste ÅNDELIGE RIGER.

Det er en højeste og henrevet tilstand af væren og har ingen af de behov, ønsker og impulser, der opleves af de, der ikke fuldt ud har hævet sig over ego'et .

Mens I lever på jorden, forbliver jeres sind forankret inden for visse parametre af vibrationelle frekvenser, fængslet i kroppe, der har deres egne behov.

Hvis jeres bevidsthed virkelig skulle hæve sig over disse parametre, ville jeres jordiske selv forsvinde.

Da jeg var fanget i en krop, var jeg også for en stor del begrænset til disse parametre af vibrationelle frekvenser og bevidsthed.

Desuden kan forestillingsevnen alene ikke hæve sig over jeres tidligere erfaringer og derfor er I begrænsede til jeres fortid, som I projekterer ind i jeres fremtid.

Men - lidt efter lidt - vil I blive ledet af de sind, som er følsomme nok til at have adgang til de højere åndelige dimensioner og derfor kan flytte jer ud over jeres nuværende bevidstheds grænser.

De vil beskrive, disse vidunderlige erfaringer og tilstande af væren ud over jeres egen, for jer, som I selv derefter vil kunne stræber efter.

På den måde går I fremad i niveauer eller trin af åndelig udvikling.

Hvert trin bringer jer en højere vision af, hvad der kan opnås, og ud fra denne vision formulerer I et nyt mål.

Med dette mål stadigt foran jer, arbejder I for at rense jer selv for den forurenende indflydelse fra ”tiltrækning-afvisnings” impulserne i jeres jordiske eksistens.

Skridt for skridt, hæver I jer over jeres ego.

Når I hæver jer over jeres ego og det dør i jeres bevidsthed, lever I nu fuldstændigt inden i ”Fader Kærligheds-Bevidstheden" og finder Himmerigets virkelighed i jeres liv, inden i jer selv og i jeres omgivelser.

 

Side 20

 

For at I kan nå disse tinder af kærlighed, glæde, harmoni og henrykkelse, boede, arbejdede og døde jeg i Palæstina og jeg er nu kommet til jer i disse Breve.

Lad ikke mit arbejde være forgæves denne anden gang.

Når I læser disse sider, søger, mediterer og beder om inspiration, vil I komme til at føle "Faderens" svar, og hvis I hver dag lytter opmærksomt, vil I høre "Faderens" Stemme.

Denne Stemme er altid med jer.

Fjern barriererne, der er skabt af egenviljen.

Åbn jer for at modtage styrke, kraft, inspiration og kærlighed direkte fra ”Fader Kærligheds-Bevidstheden".

Læs og genlæs disse Breve , så de til sidst kan blive absorberet i jeres bevidsthed.

Når I gør dette, vil I rejse mod LYSET, og I vil udstråle LYS til andre. Et sådant LYS er ikke blot "lys", som elektricitet er, men er selve den UNIVERSELLE BEVIDSTHED , som jeg beskrev for jer i mit Brev 1 .

Derfor vil I, når I udstråler LYSET, udstråle ubetinget kærlighed.

I vil fremme væksten og den åndelige udvikling for alle andre levende væsener.

I vil længes efter at nære og pleje, I vil arbejde på at fremme beskyttelse, healing og uddannelse.

I vil længes efter at bistå med etableringen af en kærlig lov og orden, hvor alle vil være i stand til at leve harmonisk, succesfyldt og fremgangsrigt.

I vil være iHimmeriget*.

Hav dog samtidig ingen illusioner.

Når der tages skridt til at introducere disse Breve til omverdenen, vil der være nøjagtig de samme beskyldninger, den samme fordømmelse, den samme snak om Satan, djævelen, som der var, da jeg først underviste i Palæstina.

Fat mod, bed om mod.

De, der holder ud til enden, vil stige op over uroen og volden, og vil hvile i fred og glæde i Guds Rige.

*Himmeriget, eng. Kingdom of Heaven. egtl. Himlens Kongerige.

 

 dikteret år 2000

overs. 2019

 

*************************************************************

2000 CHRIST'S LETTERS, www.christway.co.za

 

NB Jeg anbefaler i dette Brev, som I de andre, at man i tvivlstilfælde læser den engelske originaltekst! (o.a.): 

 

 til downloading i pdf format:

CHRIST'S LETTERS

 

 

OBS Hvor der i Kristusbrevene og de tilknyttede artikler

er en generel kritisk beskrivelse af kristne/kristendommen,

jøder/jødedommen, muslimer/islam, mænd/kvinder gælder denne

beskrivelse kun de, der i praksis passer ind i det beskrevne.

 

Ingen kristen, jøde, muslim, mand eller kvinde bør føle

sig selv beskrevet i disse kritiske beskrivelser,

hvis de rent faktisk ikke passer ind i beskrivelsen.

 

 

 


B3 pdf