Kristusbrevene

 

Kristusbrev 2

s.10-14

 

dikteret år 2000

overs. 2019

 

Side 10

 

Nej, det er ikke moderen. Hun er blot vidne til alt, der foregår i hende fra det øjeblik, hendes mand har været hos hende og plantet sin sæd til forening med hendes.

Gør Gud alle disse ting langvejs fra? Rækker hans tanker ud til hver mand og kvinde og beslutter, hvornår dette skal ske?”

Nej, alt dette arbejde, udføres af det "Skabende Sinds Kraft”,det ”Intelligente Kærlige Liv” i alle levende ting.

Vi ser forældrenes kærlighed til deres unge, det være sig fugl, dyr og menneske.

Hvor kommer denne kærlighed fra? Det trækkes fra det "Skabende Sinds Kraft” - Perfekt kærlighed – fra "Faderen" i os.”

Det er fordi "Faderen" gør arbejdet inden i planterne, træerne, fuglene, dyrene og i mennesket selv, at vi er her i dag, lever, trækker vejret, spiser, sover, får børn, blive gamle og derefter dør for at overgå til et mere lykkeligt sted.

Alt dette er ”Faderens” aktive værk i os.”

Hvordan kan I på nogen måde benægte sandheden i alt, hvad jeg har sagt i aften?

I dag, så I en døende ung mand på kort tid blive bragt til live igen - var det mig, der helbredte ham? Overhovedet ikke.

Af mig selv, kan jeg intet gøre. Det er LIVET, der er "Faderen", aktiv i alle ting, som kom med fuld kraft for at reparere en skrantende krop og igen gjorde den sund og rask, fordi jeg troede Den ville og ikke tvivlede.”

Der var suk af tilfredshed i stuen. Nyt lys, ny interesse, selv en ny mildhed viste sig i deres ansigter.

"Hvorfor lider menneskene så meget?”Spurgte Miriam.

"Når mennesket fødes, når LIVET tager form inden i frøet, tager DET den menneskelighed på sig, som adskiller DET fra alle andre individer i verden.

For at gøre DET ene, en enlig skikkelse, ikke knyttet til nogen anden, ensom, privat, SIN egen, bliver DET underordnet - styret af to meget stærke impulser i dens jordiske natur - at holde fast i alle disse ting, det i høj grad ønsker og til at tilbagevise alt hvad det ikke ønsker.”

Disse to mest grundlæggende impulser i mennesket ligger til grund for hver eneste ting, han* nogensinde foretager sig i hele sit liv, og de er fuldt ud ansvarlige for de vanskeligheder som mennesket bringer over sig selv.

Selv om "Faderen"er aktiv inden i mennesket, har DENNE intetmenneskeligt” i SIG.”

Derfor tilbageholder ”Faderen” intet, afviser intet, fordømmer intet, ser ikke engang "forseelser".

Alt, hvad mennesket gør, som det kalder for ”synd” er kun af denne verden og kan kun straffes inden for denne verden – for, som I ved, er det en lov i den jordiske eksistens, at uanset hvad I sår, vil I høste en lignende høst.”

Fordi det trækker LIV og SIND fra "Faderen", er mennesket selv skabende i tanke, ord og handlinger.

Uanset hvad det tænker, siger, gør og mener, vender det tilbage i lignende form, nogen tid senere.”

Der er ingen straf fra "Faderen" - uanset hvad dårligdomme, der end kommer til menneskeheden er det fuldstændig af egen tilvirkning.

Folk mumlede, at dette var en helt ny lære, og alligevel gav det mere mening end alt, hvad de før havde lært.

 

Flere stemmer opfordrede mig til at fortælle dem mere.

"Jeg siger jer:

I mig, har I set LIVET aktivt som helbredende; følg mig, og I vil høre om VEJEN I skal gå for at finde lykken; i mine ord vil I finde SANDHEDEN om Tilværelsen, der aldrig tidligere er afsløret af noget andet menneske.”

"Det er blevet sagt om Messias, at han vil ytre hemmeligheder skjult fra skabelsens begyndelse. Sandelig siger jeg, at disse hemmeligheder vil I høre af mig.

Hvis I lytter omhyggeligt og forstår deres betydning, og praktiserer deres sandhed og holder fast i deres love, vil I blive gjort nye og træde ind i Guds Rige.”

*han, som mange andre steder i Brevene:  han/hun (o.a.)

 

Side 11

 

Efter at jeg havde talt, var folk stille et øjeblik og så opstod der en larmende højrystet snak.

Men Zedekias rejste sig og sagde, at det var tid til at husets beboere gik til ro. Hans dreng havde brug for søvn og hans kone og døtre var også trætte efter al deres gråd.

Det blev arrangeret, at den næste morgen, skulle jeg gå ned til havnen og syge mennesker ville blive bragt til mig.

Således kunne jeg påbegynde min mission og alt ville hurtigt blive arrangeret for mig på bedst mulig måde.

Det syntes som om, at hvis jeg ikke helbredte, ville der ikke være nogen interesse i og ingen accept af alt, hvad jeg havde at fortælle dem.

Helbredelser demonstrerede sandheden af, hvad jeg ønskede at undervise og mine belæringer ville forklare årsagerne til, at jeg var i stand til at bringe dem helbredelse fra "Faderen".

Da jeg vågnede næste morgen, følte jeg mig fyldt med glæde og forventning om de underfulde ting, der skulle ske.

Efter at jeg havde brudt min faste, begav jeg mig sammen med Zedekias på vej mod byens havn med hjertet glødende af kærlighed til alle jeg mødte.

Jeg hilste dem varmt, og fortalte dem, at jeg havde "gode nyheder" til de, der ønskede at høre det.

Da jeg nåede anløbsbroen, fandt jeg mænd, kvinder og børn, der sad på jorden, og afventede min ankomst.

Nogle rakte deres hænder bedende mod mig. Disse så meget syge ud, nogle var krøblinge, mange var dækket med sår.

Mit hjerte smertedes stadig over deres medynkvækkende tilstand, men nu kunne jeg også glæde mig, fordi jeg vidste, at det ikke var "Faderens vilje", at det skulle være sådan.

Tværtimod! "Faderen" var I sig selv ren heling, ren sundhed og perfekt kondition. Jeg havde bevist det aftenen før og i mit hjem.

Jeg jublede indvendigt over, at jeg ville være i stand til at demonstrere denne vidunderlige sandhed til folkemængderne, der nu samledes omkring mig.

Et sørgmodigt gammelt ansigt fangede min opmærksomhed. Hun var rynket, tynd og kroget.

Jeg gik hen til hende og knælede ned ved hendes side, lagde mine hænder på hendes hoved og følte straks ”Faderkraften” strømme gennem mine hænder, vibrerende gennem hendes hoved, indtil hele hendes krop rystede af livskraften som fyldte hendes lemmer med energi.

Folk, der så dette var forbløffede og spekulerede på, hvad jeg gjorde ved hende, men andre dæmpede deres indsigelser.

Gradvist begyndte hendes lemmer at rette sig ud, og forlænges, hendes ansigt blev levende ved glæden over at hendes kræfter vendte tilbage.

Jeg hjalp hende med at rejse sig, og derefter stod hun stolt helt af sig selv.

Hun var så overvældet af lykke, at hun begyndte at græde og derefter lo hun og dansede mens hun råbte til folk: ”Lovet være Gud” sagde hun, ”Lovet være Gud” og andre gentog omkvædet.

De var alle dybt bevægede over, hvad de havde set.

Trykket fra folkemængden, der pressede mod mig, var så stort, at Zedekias tilbød at kontrollere dem.

På organiseret vis, bistået af andre ivrige tilskuere, førte han de syge imod mig, så at jeg kunne behandle dem efter deres dybeste behov.

Da jeg til sidst følte mig træt, inviterede min vært mig tilbage til sit hus for at spise.

Han sendt dem væk, som jeg på grund af tidsnød ikke havde været i stand til at helbrede. Han forsikrede dem om, at jeg ville vende tilbage den følgende dag.

Det var en festlig aften - så meget at snakke om - så meget at fejre - så meget at lære om - så meget at lære – alt helt sikkert "gode nyheder", var folk enige om.

Jeg vidste, at af mange, blev jeg accepteret som en, der talte sandhed om det, jeg havde "set" i ørkenen.

Og sådan fortsatte det i mange dage.

Folk kom for at se mig fra nær og fjern.

Zedekias og andre af hans venner hjalp mig med at styre folkemængden for at sætte mig i stand til at helbrede og undervise.

Folk lyttede med glæde. De talte indbyrdes om "Faderen" og var ivrige efter at lære mere om de ”remme” og ”kæder”, som bandt folk i elendighed.

 

Side 12

 

Presset blev så stort, at jeg hurtigt indså, at jeg ville være nødt til at finde mine egne hjælpere, som jeg kunne stole på ville hjælpe mig.

Det var tiden for Zedekias til at vende tilbage for at styre sin læderhandel, som han havde forsømt.

Jeg gik op i bjergene for at bede om at vælge 'disciple'.

Da den overbevisning kom til mig, at jeg ville blive vejledt om, hvem jeg skulle vælge, vendte jeg tilbage til Kapernaum.

Jeg følte en stærk tilskyndelse til at gå ned til vandkanten for at tale med nogle mænd, jeg havde set lytte opmærksomt til mine lære.

Om de ville forlade deres fiskenet for at slutte sig til mig forblev at blive set.

Men da jeg kaldte på dem, Simon, Andreas, Jakob og Johannes, kom de straks, glade for at hjælpe mig i mit arbejde med at helbrede og undervise.

Andre sluttede sig også til mig, da jeg begyndte mit arbejde blandt mennesker.

Jeg forlod min vært, Zedekias' hus med hans varme forsikringer om, at jeg kunne vende tilbage til enhver tid.

Således var det, at jeg begyndte min mission som lærer og helbreder ved at vandre omkring, hvor der var behov, gennem byer og landsbyer.

Inden jeg begyndte, sammenkaldte jeg de unge mænd, der havde givet samtykke, og var ivrige efter at hjælpe mig.

De ville lytte til min undervisning og ville blive mystificeret af meget, som jeg ønskede at sige.

Det var afgørende, at jeg først forklarede baggrunden for alt det, som var blevet åbenbaret for mig i ørkenen.

Jeg fortalte dem, at på trods af min tidligere dovne livsstil, havde jeg altid haft en dybtgående medfølelse for mennesker.

Det var min medfølelse, der fik mig til at vende mig fra den "Gud", som rabbinerne underviste om.

Når jeg talte om min totale afvisning af en straffende Jehova, kunne jeg se det tvivlende og chokerede udtryk i deres ansigter.

Temmelig længe forklarede jeg, at jeg satte spørgsmålstegn ved, hvordan det var muligt at tale om en "god" Gud, når uskyldige børn udsattes for så megen lidelse.

Mens jeg talte, så jeg deres ansigter gradvist slappe af. Jeg fortsatte med at give udtryk for min tidligere tvivl og vrede, indtil jeg så deres udtryk ændre sig til accept og derefter fuld enighed.

Jeg opdagede, at jeg måtte give udtryk for deres egen tvivl og de spørgsmål, som de aldrig tidligere havde haft modet til at sætte ord på.

Mens vi talte sammen, kunne jeg fornemme deres lettelse over, at de ikke længere var alene i deres hemmelige modstand mod rabbinernes ”lære”.

Jeg fortalte dem, at der kom en periode, hvor jeg stadig mere tydeligt begyndte at indse, at jeg spildte mit liv.

Jeg ønskede at ændre mig og havde en meget stærk følelse af, at jeg som en begyndelse skulle begive mig til Johannes Døberen for at begynde en ny måde at leve på.

Jeg beskrev, hvad der skete under dåben og mine seks uger i ørkenen. Jeg forklarede, at alle mine tidligere tanker, opfattelser, holdninger, arrogance og oprørskhed gradvist blev udrenset fra min bevidsthed, mens jeg gik gennem de dybe åbenbaringer og visioner der viste mig den ”Virkelighed”, som jeg nu kaldte Faderen.

Jeg forklarede karakteren af ”Faderen” og at denne "Guddommelige Natur” også udgjorde den "Guddommelige Vilje”.

Jeg fortalte dem, at det var mennesket, der selv gennem forkert tænkning og forkert adfærd lukkede sig ude fra "Faderen" i sig og at mennesket alene ved først at angre og derefter ved mental-emotionel udrensning kunne finde sin egen vej tilbage til fuldkommen kontakt med "Faderen".

Når dette var gjort, ville ”Fader-Naturen” fuldt ud frigøres i personens sind, hjerte, krop, sjæl, omgivelser og erfaringer i livet.

Når dette skete, ville en sådan person indgå i Guds Rige styret af "Faderen", og ligeledes ville Guds Rige være etableret inden i denne persons bevidsthed.

Han ville så have nået målet med sin tilværelse.

 

Side 13

 

Som jeg talte med mine disciple, så jeg deres reaktioner afspejles i deres ansigter.

Al tvivl var forsvundet, der var nu et lys af gryende forståelse og glæde. Disse unge mænd blev entusiastiske troende og udbrød:

"Det er sandelig en god nyhed!"

Men efter deres første accept af alt, hvad jeg sagde, var der tidspunkter, hvor de spekulerede på, om alt hvad jeg sagde kunne være sandt.

Dette forstod jeg.

At være parat til at befri sig fra de dybt indgroede forestillinger om 'Jehova' så dybt prentet i deres sind krævede et stort stort mod.

Der var tidspunkter, hvor de talte indbyrdes og spurgte hvem denne denne mand var, der hævdede sådanne undere?

Sæt at de fulgte mig, og det viste sig, at jeg i virkeligheden var en budbringer fra Satan? Hvad så? De ville da blive straffet hårdt af Jehova.

De havde meget at tabe - deres status i samfundet som besindige, hårdtarbejdende unge mænd, deres omdømme som handelsfolk og håndværkere, deres tab af indkomst, og største forhindring af alle, den sandsynlige vrede og afvisning fra deres familier.

Hvad ville de få til gengæld?

Jeg fortalte dem, jeg ikke kunne love dem nogen jordisk belønning for deres hjælp med at sprede "evangeliet om de gode nyheder”.

Jeg havde ingen tvivl om, at uanset hvor vi gik, ville vi blive givet mad og husly og ville blive godt modtaget af folk.

Jeg kunne kun love dem den sandhed, at ”Faderen” kendte deres behov og ville opfylde dem og holde dem raske.

Jeg kunne også love dem, at når de vendte sig til"Faderen" og havde tillid til "Faderen" hvert skridt på vejen, ville de være glade på en måde, de aldrig havde været glade før.

De ville opleve Guds Rige i det omfang, som de tilsidesatte ”selvets” krav og tjente andre mennesker.

De ville være vidner til helbredelser og disse ville øge deres tro og give dem mod til at udholde ethvert ubehag på rejsen.

Og dette var, hvordan vi begyndte vores mission for at sprede

de "GODE NYHEDER" om "GUDS RIGES EVANGELIUM".

Jeg sendte disse unge mænd i forvejen ind til byen, vi skulle besøge.

Når de kom ind i den, bad de folk om at samles for at høre de ”Gode Nyheder om Guds Rige”.

Folk var forundrede og ønskede at vide mere, men disciplene opfordrede dem til at hente deres venner og naboer, og de ville få fortalt alt om det, ”når Jesus kom” og der ville være helbredelse af deres syge.

Mange løb begejstrede af sted for hjælpe med at sprede de ”gode nyheder” og snart var de samlet i en stor flok.

Jeg, som så dybt og lidenskabeligt havde gjort oprør mod de dystre religiøse moralprædikener, som truede med vold, straffe og fordømmelser over syndere, gik nu med glæde for at møde disse skarer.

Jeg havde min "gode nyheder" at dele med dem og gøre deres dag lysere, og helbredelse af sygdomme og lidelser for at bringe glæde i deres liv.

Mens jeg tidligere omgikkes folk selvisk og tomhændet, modtog deres venlighed og undertiden deres almisser med liden taknemmelighed, kom jeg nu med en overflod af livgivende muligheder for alle, der var parate til at lytte til mine ord og tage skridt til at forbedre deres livskvalitet.

Jeg vil have I som læser disse sider til fuldt ud at forstå min situation på det tidspunkt, min bevidsthedstilstand efter mit oplysning i ørkenen og personen, som jeg præsenterede for mine landsmænd som ”Jesus”.

Der har været så mange gisninger, at jeg nu er ved at give jer sandheden.

 

Side 14

 

Jeg blev født til senere som voksen at have en fin fysik, stærke ørnelignende træk, et bemærkelsesværdigt intellekt og en kærlighed til at parodiere og le - men, som så mange af jer i dag, tog jeg ingen hensyn til mine jordiske talenter.

På den tid hvor jeg gik ind i ørkenen, var mit ansigt og manerer, hvad man kunne kalde fornedrede i forhold til, hvad de burde have været.

Mens jeg var begyndt at undersøge og gøre oprør mod, hvad jeg var blevet, havde mit intellekt også lidt under det misbrug, idet jeg konstant var engageret i argumenter og uenigheder om religion og hengav mig til respektløs tale.

Jeg fik folk til at grine. De mænd og kvinder, jeg omgikkes, kunne lide mig men respekterede mig ikke. Derfor var der den forbløffelse fra de, der havde kendt mig, da jeg talte til dem i synagogen i Nazaret.

Mens min mor plejede mig tilbage til et godt helbred, anvendte jeg med stor kraft den viden og oplysning, der var givet mig i ørkenen. Dette genskabte mig til den mand, jeg var udset til at være.

Da jeg begyndte på min mission, var jeg fuldt ud klar over, at jeg var den eneste, der besad den højeste viden om hemmelighederne bag skabelse og eksistens

Derfor kunne jeg sige med fuld overbevisning:

"Ingen andre end jeg har set Faderen”.

Jeg vidste, at alt det, som menneskene troede så helhjertet på var falskt - ikke virkeligt.

Jeg vidste, at jeg var blevet specielt formet og designet af "Faderen" til denne mission.

Jeg var i rigt mål blevet velsignet med den fysiske energi, vitalitet i tale og evnen til at udtænke meningsfulde lignelser for at gøre det muligt for mig at viderebringe budskabet med succes og i en form, der aldrig ville blive glemt.

Desuden forstod jeg mine medmennesker så godt fra mit lange samvær med dem, at jeg kendte deres inderste håb, deres mest desperate frygt.

Jeg vidste, hvad der fik dem til at le, og fik dem til at latterliggøre og håne de rige og pompøse; og jeg vidste også, hvor mange både unge og gamle, der tappert led i stilhed.

Jeg erkendte og oplevede en dyb medfølelse med befolkningen, der levede i frygt for - eller udholdt - de verbale piskeslag fra farisæerne, og var nedbøjede over de romerske skattelove.

Jeg vidste, hvordan deres stolte jødiske ånd blev forslået af de sejrende vantro, som de blev tvunget til at ære med deres læbe- og hånd- og knæ- hilsener, men som de foragtede bag lukkede døre.

Jeg kendte og forstod fuldt ud befolkningens liv og tanker.

Jeg havde tidligere tænkt deres tanker, følt deres vrede, udholdt deres bekymringer i tider med savn, og følt en magtesløshed over for den romerske regeringsførelses greb.

Jeg vidste nu, at intet af denne lidelse i virkeligheden var nødvendig.

Idet jeg kendte tilværelsens virkelighed, den Universelle "Guds" virkelighed, kunne jeg klart opfatte tåbeligheden i den jødiske myndighed, som pålagde befolkningen en byrdefuld måde at leve på, der var fuldstændig fejlagtig og i direkte modsætning til værens sandhed.

Situationen gjorde mig inderligt vred.

Jeg vidste at jeg i denne anledning var blevet fuldendt formet og finpudset for at blive et rengjort redskab til Guddommelig Handling i Palæstina - drevet af min passion for SANDHEDEN og drevet af min medfølelse for min medmennesker.

Derfor kaldte jeg mig selv "Menneskesønnen", fordi jeg præcis vidste, hvad menneskeheden var oppe imod i deres dagligdag.

Desuden havde jeg fuld tillid til at jeg kunne nå mine mål med at bringe Sandheden til menneskene og således være medvirkende til at ændre kvaliteten af deres liv.  

 

dikteret år 2000

overs. 2019

Læs s. 15-19