Kristusbrevene

 

Kristusbrev 2

s. 6-9

 

dikteret år 2000

overs. 2019

 

Side 6

 

"Der er ingen "synd", som vi forstår det.

Vi er født til at opføre os, som vi gør.

Vi er nødt til at finde en måde at overvinde vores menneskelige tanker og følelser, for de skiller os fra ”Faderens” beskyttelse og bringer os vores sygdomme og elendighed.

Når vi har lært os at overvinde ”selvet”, vil vi komme i Guds Rige."

Min mor vendte sig tavst om og grundede tydeligvis over, hvad jeg havde sagt til hende, men var ikke længere vred.

Jeg vidste, at hun tænkte over mine udtalelser og indså, at de ville vende op og ned på hendes sikre og velkendte verden.

Uden hendes tro på en Jehova, der truede med hævn, hvis menneskeheden var uregerlig, ville hun føle sig fortabt og usikker.

Hun ville spekulere på, hvordan verden nogensinde ville klare sig, hvis det blev overladt fuldstændigt til menneskene at styre de onde gerninger fra dem selv og andre. Selv konger og guvernører var onde i deres handlinger.

Uden Jehova til at herske og straffe syndere, hvor ville det hele ende?

Mens jeg genvandt min styrke, studerede jeg skrifterne flittigt for at gøre det muligt for mig at møde farisæere og skriftkloge med selvtillid.

Det var også nødvendigt, at jeg vidste, hvad der var blevet skrevet om Messias, fordi jeg var overbevist om, at jeg var "ham" om hvem profeterne havde talt.

Jeg kunne faktisk redde - frelse - folk fra elendighed, sygdom og fattigdom, endda genoprette deres sundhed og velstand ved at vise dem sandheden om Guds Rige og"Faderens" Virkelighed.

Da jeg følte, at jeg var tilstrækkeligt forberedt på at gå ud og undervise og helbrede, samtykkede jeg for at glæde min mor i, at jeg først på sabbaten gik til synagogen i Nazaret for at tale til menigheden.

Som det var sædvane, rejste jeg mig og blev overrakt Esajas at læse. Jeg valgte passagen, der profeterede at en Messias ville komme, som ville frigøre jøderne fra enhver form for trældom:

"Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
for at udråbe et nådeår fra Herren"

Så satte jeg mig ned og sagde: "I dag har I set denne profeti opfyldt i mig”

Chok og forbløffelse afspejlede sig i mændenes ansigter, men jeg fortsatte med at tale, vel vidende, at ”Faderen” ville fortælle mig, hvad jeg skulle sige. Ordene kom uden tøven.

Jeg talte om min erfaring i ørkenen og beskrev min vision af barnet, som voksede til manddom, samtidig med at han ubevidst, viklede sig ind i mentale remme og kæder, og således gjorde sig blind og indespærrede sig selv i indre mørke og lukkede sig selv ude fra Gud.

Jeg forklarede, at ved at gøre dette udsatte de sig for undertrykkelse fra erobrere, slaveri, fattigdom og sygdom.

For Gud er LYS" sagde jeg. "Og LYS, er substansen af alle synlige ting. Og LYS er KÆRLIGHED, som skaber alle ting til menneskets glæde."

"Alle velsignelser af overflod og sundhed var frit tilgængelige for ham, som elskede Gud med sind, hjerte og sjæl og levede i nøje overensstemmelse med Guds Love.”

Da jeg var færdig, var der fuldstændig stilhed i synagogen.

Jeg følte, at menigheden havde oplevet noget mærkeligt og kraftfuldt og var blevet løftet til et højere plan af tanker og ønskede ikke at forstyrre dette øjebliks ophøjede stilhed.

 

Side 7

 

Så begyndte de at hvisken indbyrdes. De spekulerede på, hvem jeg var!

Nogle var overbevist om, at jeg var den person, Jesus, hvis familie var kendt i landsbyen, men andre kunne ikke acceptere dette, da jeg havde talt som en, der har myndighed.

Desværre følte jeg mine gamle reaktioner på disse religiøse mænd vende tilbage. Jeg vidste, at de havde foragtet mig tidligere og derfor forventede jeg at blive afvist.

Jeg gled tilbage til mine gamle udfordrende holdninger og gjorde dem fuldstændig rasende. Gennem mine egne menneskelige reaktioner, var jeg ved at gå min egen undergang i møde.

De yngre mænd, opfordrede til det af deres forældre, for løs på mig og trak mig op på den højeste klippetop for at styrte mig i døden, men jeg bad til min ”Fader”om udfrielse. Pludselig syntes det, som om de var så ophidsede, at de næppe vidste, hvad de gjorde og vendte sig mod hinanden, jeg var så i stand til at slippe fra dem og undslippe.

Det var underligt. De syntes ikke at lægge mærke til, at jeg gik.

Dybt rystet af min oplevelse, lykkedes det mig at sende en besked til min mor og sagde, at jeg forlod Nazaret straks og gik ned til Kapernaum en venligsindet by ved søen i Galilæa.

I første omgang tænkte jeg på at slutte mig til gamle bekendte, men jeg følte intuitivt, at det ikke var det rigtige at gøre.

Så hele vejen derned, og på vej ind i byen, bad jeg om "Faderens" vejledning og hjælp for at finde husly. Jeg havde ingen penge og ville ikke tigge.

Da jeg gik på gaden, kom en middelalderlig kvinde imod mig, tungt lastet med kurve på armene. Hendes ansigt var bedrøvet. Det syntes som om hun havde grædt.

Impulsivt, stoppede jeg hende og spurgte, hvor jeg kunne finde en bolig.

Hun sagde kortfattet, at hun normalt ville tilbyde mig en seng, men hun havde en meget syg søn derhjemme.

Hun tilføjede, at hun havde været ude for at købe proviant for at bespise ”grædekoner”, der allerede var begyndt samle sig for at sørge, når hendes søn døde.

Mit hjerte bedrøvedes over hende, men glædede sig også. Jeg var øjeblikkeligt blevet ført til nogen, jeg kunne hjælpe.

Jeg gav udtryk for min medfølelse og tilbød at bære kurvene til hendes hus.

Hun kiggede på mig et øjeblik og spekulerede over, hvem jeg måtte være, men var tilsyneladende tilfreds med mit udseende og væremåde.

På vejen, sagde jeg, at jeg nok kunne hjælpe hendes søn.

Er du læge?” spurgte hun.

Jeg svarede, at jeg ikke havde modtaget nogen medicinsk uddannelse, men ikke desto mindre kunne jeg hjælpe ham.

Da vi nåede til hendes hus – der var stort, og godt bygget i sten, hvilket indikerede social status og velstand, førte hun mig til sin mand og sagde: "Denne mand siger, at han kan hjælpe vores søn.”

Han nikkede gnavent, men sagde ikke noget. Kvinden, Miriam, trak mig væk og fortalte, at han var bedrøvet og meget vred.

"Drengen er vores eneste søn blandt mange døtre, og han skyder skylden på Gud for at give barnet den sygdom.”

Miriam græd. "Hvis han taler sådan imod Gud, gad vide hvilke andre problemer, der vil komme over os,?”

Hav fortrøstning”,sagde jeg. "Om kort tid vil din søn have det godt igen.”

Hun så tvivlende ud, men førte mig til det værelse, hvor drengen lå. Det var varmt og kvælende, og fyldt med dystre, snakkesalige ”vel-ønskere"*.

Jeg bad moderen om at rydde værelset, men de besøgende var uvillige. De ønskede at se, hvad der ville ske og gik først efter at Miriam havde kaldt på sin mand, for at han kunne sige det til dem.

Jeg kunne høre dem diskutere med faderen i det næste værelse.

 

Side 8

 

Hvad troede han måske, at denne mand kunne gøre, hvis lægen ikke havde været i stand til at hjælpe drengen?

Faderen kom ind på værelset for selv at se det.

Hans søn var ligbleg og havde høj feber. Moderen forklarede, at han ikke kunne holde maden i sig og havde tynd mave. Han havde været sådan i flere dage og havde tabt sig meget. Lægen havde sagt, at han ikke kunne gøres mere for ham. Han ville sandsynligvis dø.

Jeg lagde mine hænder på drengens hoved og bad,vidende og lydløst givende et dybfølt tak, for at Fader-Livet ville flyde ned gennem mine hænder og ind i hans krop.

Sådan ville healings-arbejdet blive gennemført.

Jeg følte en ekstrem varme og en snurrende prikken i mine hænder, og Kraften strømmede ind i hans skrøbelige krop.

Jeg overvældedes af glade taksigelser. Hvor stor, hvor vidunderlig var ”Fader-Livet”, når det blev givet fri for at gøre Dets naturlige healings-arbejde!

Hans mor og far, så ængstelige ud og spekulerede på, hvad der derefter ville ske, holdt hinanden i hånden og iagttog spændt det hele.

Da de så deres søns farve gradvist skifte fra hvid til en mere sund kulør, udtrykte de forundring og glæde.

Efter nogen tid så drengen op på mig og sagde strålende glad: ”Tak. Jeg har det godt nu. Jeg er sulten og vil have noget at spise."

Hans mor lo af glæde og holdt ham tæt ind til sig, men så også betænkelig ud.

"Jeg kan ikke give dig mad, min søn. Lægen vil blive vred.”

Hun var blevet advaret om, at hun kun måtte give ham vand.

Jeg smilede og sagde: "Han er helbredt. Du kan give ham brød og vin, og han vil holde det i sig.”

Hans far, Zedekias, var forbløffet, glad og taknemmelig.

Efter at have omfavnet sin elskede dreng, vendte han sig mod mig og trykkede varmt mine hænder. Han blev ved med at klappe mig på skulderen, men rystede på hovedet, ude af stand til at holde tårerne tilbage, der løb ned ad hans kinder.

Da han næsten havde genvundet fatningen, gik han ind i stuen og sagde til de mennesker der var der:

Min søn, der næsten var død, er vendt tilbage til livet igen!"

Hans ord blev mødt med stor jubel, begejstring, vantro, spørgen, latter og lykønskninger. Drengens mor stod der, med et stort smil på læberne.

Efter dette var der ikke tale om, at jeg behøvede at finde anden husly.

Da Zedekias fortalte de forbløffede "grædekoner", at drengen var blevet helbredt, og den unge mand selv trådte smilende frem i døren og igen bad om mad, samledes ”velønskerne” alle som en omkring mig og inviterede mig til deres hjem.

Jeg foretrak dog at blive hos drengens far, som nu sagde, at han havde mange spørgsmål at stille mig; han håbede jeg kunne besvare dem.

Efter mad og vin var blevet sat på bordet og alle var blevet inviteret til at spise sig mætte, satte Zedekias sig ned og stillede sit første spørgsmål.

Han sagde: ”Du har gjort noget ingen præst eller læge kunne gøre. Helbredelse kommer kun fra Gud.

Selvom du er en fremmed, formoder jeg, at du kommer fra Gud."

Ja.” Sagde jeg, hvorved folk mumlede forundret.

"Denne sygdom, som min søn fik. Var det en straf for noget jeg har gjort forkert i fortiden? Og hvordan kunne jeg begå så alvorlig en synd, at Gud skulle ønske at tage min eneste søn fra mig?"

Mange mennesker nikkede, da de hørte disse ord.

 

Side 9

 

Du har stillet det spørgsmål, jeg helst vil svare på, Zedekias.

Gud giver os LIV og væren. Han ville ikke tage disse væk, som en mand vil tage en skat fra en anden mand, fordi han er vred på ham.

Det er den måde, mennesker opfører sig på. Ikke Gud.”

Og Gud er ikke placeret på en trone et sted i himlen som menneskelige konger sidde på troner og regerer deres folk. Dette er den menneskelige måde og en menneskelig tro - ikke sandheden."

"Guds vej er langt over noget det menneskelige sind kan udtænke eller drømme om.”

Jeg alene har ”set” ”Det, som har bragt os ind i væren” og jeg ved, at DET ikke er den slags "Gud", der undervises om af rabbinerne.

Jeg så, at DET er "Fuldkommen Kærlighed” og af den grund vil jeg hellere tale om "Faderen", for jeg har set, at den virker inden i alle levende ting, holder dem i en god sundhedstilstand som en menneskelig far stræber på at holde sine børn godt bespist, påklædt og beskyttet i hjemmet.

Jeg har "set" DEN inden i alt i verden.”

"Hvordan kan det være?" Spurgte en mand tvivlende.

"Det er ikke muligt for et individuelt ”væsen” af nogen slags at være overalt samtidig. Men luften er overalt, selv om vi ikke kan se det. Ikke desto mindre ved vi - og tvivler ikke – at det er meget virkeligt og meget vigtigt for vores eksistens.

Hvis der ikke var nogen luft, og vi ikke kunne trække vejret, ville vi dø. Bevægelsen af luft, som vi kalder vind, kan vi ikke se, men vi ser at den sætter bladene i bevægelse, og driver skyerne hen over himlen, så vi ved luften er omkring og over os og er stærk.

Og nu vil jeg spørge jer, hvad er den mest virkelige og værdifulde del af en mand - hans krop eller hans sind”

Nogle svarede at det var kroppen, ellers ville han ikke have nogen sted på jorden, kunne ikke arbejde, kunne ikke ses, ville ikke være kendt. Andre sagde, at de troede, at hans sind var vigtigere end hans krop.

Og jeg svarede: "Hans sind er den vigtigste del af ham, siden han uden sit sind ikke kunne give kraft til kroppen.

Han ville ikke spise, drikke, sove, bevæge sig, planlægge eller leve. Alligevel kan vi ikke se sindet. Vi kan kun vide at vi har et sind på grund af de tanker, det producerer og fordi tanker skaber en slags handling i vores liv.”

Vi tror at sindet fungerer gennem hjernen. Ja, det gør det. For hvordan kunne hjernen, født af kødet, producere tanker, følelser, ideer og planer?

Og nu må det være klart for jer, at dette er, hvordan "Faderen" er til stede i alle ting, Den er det dirigerende "sind" bag det menneskelige sind, der udfører sit store værk indeni alt levende.”

Vi ved, at dette er tilfældet, for vi ser de undere den frembringer. Vi ser børnene vokse, vi ser hvordan den mad, de spiser mirakuløst ændres til et andet stof, som nærer dem og får dem til at vokse. Hvordan det sker, skal vi ikke begynde at forstå eller endda forestille os.

Selvom vi vidste det, ville vi stadig ikke vide, hvad der satte sådan en vigtig livsproces i gang i legemerne på hver levende art.

Se hvor vidunderligt legemerne af hver art er formet og målbevidst skabt, præcist for at omdanne den slags føde, de spiser, til næring for knogler, blod og kød.”

"Nu da du viser os disse ting, kan vi se, at de sandelig er vidunderlige,” udbrød en ung mand.

De er! De er!”

Vi ser de unge kroppe gå gennem deres forskellige udviklingsstadier, og vi ser deres sind holde trit med deres fysiske udvikling, indtil de unge mænd og piger begynder at længes efter at finde en ægtefælle og blive forældre selv.”

Så bliver det storslåede værk ved undfangelsen udført og væksten i frøet inden i livmoderen fortsætter, indtil det kommer frem som et fuldbårent barn.

Tænk! Hvem bestemmer al denne konstante, velordnede vækst i kvinden.”

Hvorfra kommer de planer, der styrer den rette udvikling af hoved, krop og lemmer og er uforanderlig fra den ene kvinde til den anden og fra en art til en anden?

Hvem bestemmer det nøjagtige tidspunkt, hvor fødslen skal begynde - de fysiske midler hvorved barnet skal bringes frem fra livmoderen, levering af mælk til barnet? Tænk - er det moderen?

dikteret år 2000

overs. 2019

Læs s. 10-14