Kristusbrevene

 

Kristusbrev 1

s. 6-10

 

dikteret år 2000

overs. 2019

 

Side 6

 

For at redde jer fra jeres egen tåbelighed udtrykt gennem medierne og tv, skal den ”menneskelige bevidsthed” derfor HURTIGT hæves for at se,hvad jeg så i ørkenen -

Kærlighedens Realitet bag og inden i al eksistens.

NB Når denne store sandhed er både opfattet og på det varmeste erkendt, vil Kærlighedens Realitet begynde at manifestere sig på mangfoldige måder i alt levende og i miljøet.

Oplevelsen af overflod og glæde vil igen forstærke bevidstheden om overflod og glæde. Og så vil en åndelig spiral af et stadigt mere ophøjet og forunderligt liv blive påbegyndt.

Når den SANDE natur af "væren" er fuldt forstået - vil menneskeheden gå videre til næste trin af åndelig evolution og vil sætte en ny og velsignet form for menneskelig stræben og personlig oplevelse i gang.

For at nå disse mål, må menneskeheden først få indsigt i:

HVAD og HVEM du er

Et nyt og vigtigt spørgsmål er allerede kommer ind i menneskers bevidsthed. "Hvem er du – virkelig - bag facaden du viser omverdenen? " Hvad kræver det at være ÆGTE?

Det er dette spørgsmål om "hvem du virkelig er", som besvares på alle niveauer af dit væsen, på disse sider.

Og hvis du som vejledning i det daglige liv, kan acceptere - alt, hvad jeg forstod under mine seks-ugers "ørkenen"-oplevelse - vil du også med tiden blive HEL og ÆGTE ligesom jeg blev HEL og ÆGTE, før jeg begyndte min tjeneste med helbredelse og undervisning.

Da der på nuværende tidspunkt er få mennesker i verden, der ville betragte sig selv som HELE, vil du sikkert erkende, at der er den mest presserende nødvendighed for mig til at trænge ind i dit sind for at føre dig til en ny måde at tænke og føle.

En sådan ændring i bevidsthed vil bringe dig i Guddommelig harmoni med Virkeligheden og derved forbedre levevilkår og få større tryghed.

For at kunne udføre dette arbejde med "genopbygning" i din bevidsthed, må jeg først indprente i dit sind - og du må acceptere – at der var meget, jeg underviste i i Palæstina, som mennesker endnu ikke var klar til at modtage.

Betegnende er det, at der aldrig offentligt er stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke er nogen optegnelser af mit tidlige liv som ung mand. Hvad var den virkelige grund til sådan en vigtig undladelse?

Lige så betegnende er det, at selvom jeg tilbragte seks uger i ørkenen efter min dåb og efter den oplevelse stod frem som LÆRER og HELBREDER, har ikke en eneste forfatter forsøgt at beskrive,hvad der rent faktisk fandt sted i den tid bortset fra, at jeg ”blev fristet af djævelen” og ”levede blandt de vilde dyr” og ”englene sørgede for ham”.

Der er ikke den mindste ”antydning” af, hvad der skete for mig i ørkenen, som ville gøre det muligt for mig at komme tilbage til byer og landsbyer og forkynde "Guds rige er inden i jer!” og til at tale i synagogerne med sådan en autoritet, at de jødiske ældste var forbavsede.

Sandheden om min menneskelige tilstand blev, efter fælles aftale af mine disciple, undertrykt for at give større troværdighed til min formodede "Guddommelighed" og forkyndelse.

Ifølge evangelierne, blev det sagt om mig, at jeg var "Guds eneste Søn". Hvorfor kaldte jeg mig da ofte for "Menneskesønnen"?

Dette gjorde jeg specifikt for at modvirke den udbredte tro på min "guddommelighed" og præge menneskers sind med, at jeg var af den samme fysiske oprindelse som dem selv.

Min hensigt var at få dem til at forstå, at det jeg kunne gøre, kunne de også gøre, hvis de blot havde min viden og fulgte mine instruktioner i ret tænkning og ret handling.


 

Side 7

 

Så mange myter er opstået omkring min jordiske person, og min ÅNDELIGE BEVIDSTHED, at det er tiden til at blive af med dem så fuldstændigt som muligt, da de hindrer folk i at udvikle sig åndeligt.

I, som er blevet indoktrineret med en religiøse lære, må forsøge at forstå, at når mine discipel-evangelister skulle beskrive mit liv, formidlede de kun det de personligt huskede, som fuldt ud støttede deres gengivelse af mine "overnaturlige" gerninger.

De inkluderede også meget, som andre havde berettet om mig i løbet af de tredive år efter min død.

Efter sådan et tidsrum og uundgåelig brodéren på sandheden - hvordan skulle det da være muligt for dem at skrive en autoritativ "biografi" om mig og hvad der virkelig skete … eller på korrekt måde forklare mine sande åndelige opfattelser, der var ophav til mine ord og ”mirakler”?

Kun én person kan skrive ud fra dette synspunkt - og det er mig selv. Derfor vil disse Breve bringe jer min sandhed på en måde, som ingen iagttager ville kunne fortælle det, uanset hvor godt de troede, de forstod min tankegang.

(Det er af denne årsag, at min "referents"* sind i over fyrre år er blevet systematisk renset for al ortodoks lære og kommunikationssystemet mellem os er blevet perfektioneret.)

Hvis min Sandhed udtrykt i disse Breve adskiller sig fra meget, der er skrevet i jeres Nye Testamente, behøves man derfor at undre sig eller afvise det af den grund?

Derfor sænker jeg kortvarigt min bevidsthed, så tæt på jeres bevidsthedsplan, som det er nødvendigt, for at beskrive mit liv og lære for 2000 år siden.

 

MIN PLADS I HISTORIEN

Jeg må først påpege, at mit liv og person kort blev nævnt i "Jødernes Historie" nedskrevet af Josephus for den Romerske Guvernør og præsenteret for den Romerske Kejser.

Josephus noterede kort, at Jesus, der forsøgte at omstyrte lov og orden og det romerske styre, blev straffet og korsfæstet.

Det har været fremført, at dette var en anden Jesus optegnet af Josephus.

Men dette er ikke tilfældet.

Jeg, som senere blev Kristus, der udførte såkaldte mirakel-helbredelser og materialisation, var denne oprørsmager. Men - jeg var ikke nogen "urostifter".

Jeg hidsede ikke bevidst folk op til at trodse Romerne og forstyrre lov og orden.

Jeg var en oprører mod eksisterende jødiske traditioner og da jeg stod frem efter mine seks ugers ophold i ørkenen, så jeg en bedre måde at - tænke - og – leve - og jeg forsøgte med ringe succes at videregive min viden til mine jødiske brødre.

Det er vigtigt at forstå, at presset fra den offentlige mening vejede tungt på mine tilhængere.

Mens de virkelig troede, at jeg havde bragt et "sjæls-frelsende" budskab til jøderne og var Messias, "Guds Søn", var de også af denne verden og forsøgte at forholde sig til den på bedste vis.

Så selv om de kendte mine reaktive følelser over for den jødiske trosopfattelse, var de ikke glade for helt at undvære Det Gamle Testamente, da det havde støttet og holdt jøderne sammen i hele deres historie.

Med henblik på at bevare, hvad de mente var værdifuldt i den gamle dispensation, undertrykte de enhver beskrivelse af den "person" jeg var.

referent, eng. recorder.

.

Side 8

 

Mine disciple og Paulus opførte deres eget bygningsværk af "hellige trosforestillinger" over, hvad de ønskede at bevare fra mit liv og lære.

De underviste og styrkede kun, hvad de anså for at være værdifuldt for mennesker – såvel jøder som for hedninger - både på den tid og i fremtiden.

Derfor udvalgte de, hvad de kunne bruge og udelukkede det meste af, hvad jeg kaldte "Guds Riges hemmeligheder", for de forstod dem aldrig.

De fandt dem heller ikke ønskværdige ved skabelsen af en ny opfattelse af det "Guddommelige" - af "Faderen".

For at bevare den jødiske tro på "frelse fra straf for synder" ved hjælp af ofring i Templet - blev "personen Jesus" adopteret som det "højeste" offer, der havde sonet menneskenes synder ved min korsfæstelse.

Denne tro tjente mange formål på det tidspunkt.

Det gav min død på korset - en troværdig og heroisk årsag. Det beviste over for folk, at jeg var "Guds Søn", som havde udført en særlig opgave helt indtil slutningen af mit liv.

Denne tro viste sig også at være af stor trøst for jøderne, da deres Tempel blev ødelagt af romerne - og førte til at mange konverterede.

Mange jødiske såvel som ikke-jødiske sekter - troede ikke på et liv efter døden.

Derfor var det i høj grad en trøst at høre, at ”Jesus Kristus” havde overvundet døden og bibeholdt sin krop.

I mange menneskers forestilling var livet ikke muligt uden en krop.

Derfor kunne et liv efter døden kun betyde kroppens opstandelse.

Dette holdt også stadig mit navn i live i menneskers sind. Jeg var den "historiske skikkelse", som tappert døde for at sikre, at menneskene skulle befries for al frygt for helvede og fortabelse.

Forudsat at de troede på "mig", kunne de vandre som "frigjorte mennesker".

Det er kun fordi mit "navn" er blevet holdt i live den dag i dag, at jeg nu er i stand til at komme til jer og give jer af den SANDHED jeg så inderligt ønskede at dele med menneskene for 2000 år siden.


MIT TIDLIGE LIV OG OPLEVELSER i ØRKENEN

Jeg blev født i Palæstina. Min mor var overbevist om, at jeg ville blive en Messias.

I modsætning til den almene opfattelse, var jeg ikke en helgen som barn.

Da jeg som tolvårig blev fulgt til templet og blev interviewet af ypperstepræsterne for at bestemme om jeg ville være egnet til at begynde på den jødiske religiøse oplæring, blev jeg afvist som værende for påståelig.

Bittert skuffet, tog min mor mig hjem igen og gjorde sit bedste for at opdrage mig iden hellighed, som markerede hendes egen væremåde til alle tider.

Dette var en umulig opgave, for jeg var frem for alt en individualist med en uregerlig adfærd. Jeg følte mig krænket over min mors vejledning og hendes forsøg på disciplin.

Som ung blev jeg ustyrlig - en sand rebel!

Jeg afviste min mors trofaste fastholden ved den jødiske tro og traditioner, foretrak latter for skinhellige holdninger. Jeg nægtede at lære et håndværk, som ville have bundet mig til rutiner.

Jeg valgte at blande mig med alle og enhver fra de fattigere klasser, drak med dem, kendte prostituerede, og nød at snakke, argumentere, grine, og være luddoven.

Når jeg havde brug for penge, gik jeg i vinmarkerne en dag eller to eller tog andre jobs, der gav mig nok til at spise og drikke og ville give mig den fritid jeg tragtede efter.

 

Side 9

 

Trods alle mine mange mangler som menneske, min skødesløshed, slaphed, ugidelighed, min egenrådighed og ego-centrerede vilje til at tænke egne tanker, uanset hvad andre prøvede at fortælle mig, nærede jeg en dyb omsorg for andre mennesker.

Jeg var yderst følsom. Nu til dags, ville man kalde mig "over-reagerende", "overfølsom"*.

Jeg havde et varmt, medfølende, empatisk hjerte. Jeg var dybt bevæget ved oplevelse af andres sygdom, lidelse og fattigdom.

Jeg var en trofast støtte for de svageste. Man kan sige, at jeg var en "folkets mand".

Jeg levede tæt sammen med dem,i en ånd af kammeratskab;Jeg lyttede til deres sorger, forstod dem og tog mig af dem.

Det er vigtigt at forstå min sande herkomst og mine tidlige ungdommelige egenskaber fordi det var dem, der sporede og skubbede mig frem til at blive Kristus.

Hvad jeg mest af alt afskyede og modsatte mig var den elendighed - sygdom og fattigdom - jeg så omkring mig.

Det gjorde mig rasende - og jeg blev lidenskabeligt og højrøstet vred over at se mennesker klædt i pjalter, tynde og sultne, syge, forkrøblede, men hjerteløst herset med af jødiske ledere, som bebyrdede dem med meningsløse traditionelle love og påbud og truede dem med Jehovas straf, hvis de ikke adlød.

Jeg tilkendegav over for alle, der ville lytte til mig, at disse fattige mennesker havde nok at bære uden at blive knust af meningsløse begrænsninger af nydelse.

Hvad var overhovedet meningen med livet, hvis vi ikke var født til at være lykkelige?

Jeg nægtede at tro på en "retfærdig" Gud i overensstemmelse med jødiske traditioner. De bibelske profetiske advarsler om Jehovas "dom og vrede" mod folk, væmmedes jeg over.

Mennesker var trods alt mennesker og gjorde, hvad deres menneskelige natur tilskyndede dem at gøre.

Læs s.

 

De var blevet født syndige - så hvorfor skulle de dømmes til liv i lidelse og fattigdom, fordi de havde brudt De Ti Bud? Hvor var fornuften i disse udsagn?

For mig afbildede denne jødiske tro en ulogisk, ond "Gud", og jeg ønskede ikke at have noget med "Ham" at gøre.

Det forekom mig, at hvis en sådan ”guddom" eksisterede, fulgte heraf, at menneskeheden var dømt til evig elendighed.

Den enkelhed og frihed jeg fandt på bakkeskråningerne, sletterne, søerne og i bjergene, genopfriskede min indre ånd og stilnede min vrede mod den jødiske Gud.

Derfor nægtede jeg at tro et ord af det de jødiske ældste forsøgte at lære mig.

Da jeg var midt i tyverne, begyndte en række nye spørgsmål at overtage mine tanker.

Under mine ensomme og mere og mere hyppige vandringer i bjergene, blev mit oprør gradvist erstattet af en altopslugende længsel efter at kende og forstå den sande natur af det, som uden al tvivl må indånde og udånde ved skabelse.

Jeg så tilbage på min livsstil og så, hvilken lidelse mine handlinger havde forårsaget min mor og mange andre mennesker.

Selv om jeg følte en sådan dyb medfølelse for de svage og lidende, havde min oprørske natur forårsaget megen tankeløs og egoistisk adfærd over for min familie.

Min underliggende kærlighed til dem vældede nu op i mig, og jeg fandt mig selv blive lige så oprørsk mod min tidligere adfærd.

Jeg hørte tale om Johannes Døber og det arbejde han gjorde blandt jøderne, der kom for at lytte til hans ord, selv fra Jerusalem. Jeg besluttede at opsøge ham for selv at blive døbt.

*overfølsom, hypersensitiv.


 

Side 10

 

På min vej til floden Jordan, følte jeg mig opstemt ved udsigten til at blive døbt og starte et nyt liv.

Jeg vidste, at trods min uregerlige overfølsomhed, var jeg også blevet født med en skarp intelligens og en gave for at være en indsigtsfuld, imponerende debattør, som jeg havde misbrugt bevidst og negativt og derved ledt folk ind i uregerlige diskussioner.

Jeg havde smidt mine talenter væk ved at forfølge et liv i egensindighed, lediggang og nydelse.

Som et resultat af dette havde jeg mistet al respekt fra andre og havde heller ingen selvrespekt.

For første gang, fandt jeg dette utåleligt. Det forekom mig, at i fremtiden, kunne og måtte jeg udnytte mine naturlige evner bedre.

I stedet for bare at gøre støj, kunne jeg måske finde en måde at lette byrderne for dem, som jeg havde så dyb medlidenhed med. Indtil da havde jeg været af ringe praktisk nytte for nogen.

 

MIN DÅB

Da jeg gik ned i Jordanflodens vand for at blive døbt af Johannes, forventede jeg ikke at føle mere end lettelse over, at jeg for en gang skyld havde taget et positivt skridt i at reformere min adfærd.

Jeg forventede at føle en ny beslutsomhed til at gå hjem og overraske min mor og naboer med mine nye venlige indstillinger til dem.

 

Hvad der virkelig skete, da Johannes døbte mig var en oplevelse helt forskellig fra noget jeg nogensinde havde troet muligt.

Jeg følte en stor bølge af enorm energi strømme gennem min krop. Jeg blev bogstaveligt taget lammet af den.

Da jeg vaklede op af floden, følte jeg på ekstraordinær vis en forhøjet bevidsthed.

En stor indstrømmen af glødende lykke opløftede mig til en tilstand af ekstase. Jeg var henrykket og bevidst om et vældigt Lys.

Jeg tumlede væk fra floden og gik og gik, uden at vide hvorhen. Jeg fortsatte blindt ind i ørkenen.

Bemærk! MINE SEKS UGER I ØRKENEN udgjorde en tid med en fuldstændig indre udrensning af min menneskelige bevidsthed. Gamle holdninger, overbevisninger og fordomme blev opløst.

Tiden er for mig inde til med modtagelige mennesker at dele alt, hvad jeg følte, "så", erkendte og forstod.

(For at hjælpe mennesker til at opgive ældgamle forestillingsbilleder om en bibelsk "guddom", vil jeg undgå at henvise til "Gud" ved det navn, og vil bruge en terminologi designet til at strække jeres sind til at omfavne, hvad der "virkelig er" ud over al jordisk form, farve, lyd, følelse og forståelse.

Denne terminologi vil blive stadig mere meningsfuld, eftersom I forbliver vedholdende i meditation og bøn.)

HVAD JEG FØLTE, MENS JEG VAR ØRKENEN

Jeg løftedes op i et indre strålende lys og følte en vibrerende og underfuld livskraft. Jeg var i frydefuld ekstase og vidste uden for enhver tvivl, at DENNE KRAFT var den sande Skaber, hvoraf alle skabte ting havde deres udspring.

Denne strålende indre harmoni, fred og følelse af fuldkommen opfyldelse, uden yderligere behov for tilføjelse til dette smukke øjeblik, var selve Virkelighedens natur - Skaberkraften – der giver Liv til skabelse og eksistens.

 

dikteret år 2000

overs. 2019

Læs s. 11-15